Arbejde i Belgien

At arbejde i Belgien er meget som at arbejde i Danmark; arbejdsugen er normalt 37 – 38 timer, lønniveauerne er meget ens og skattetrykket er et af de højeste i Europa.

Man har som standard 24 dages ferie samt fri på alle de 10 officielle helligdage, hvilket også minder meget de systemer, vi kender fra de nordiske lande.

Herudover er der arbejdstilladelsen: EU-borgere behøver ingen arbejdstilladelse for at arbejde i Belgien. Efter 3 måneder skal man ansøge om en opholdstilladelse, som man næsten altid får uden problemer.

 

Arbejdstilladelse

  • EU-borgere: Som EU-borger behøver du ingen arbejdstilladelse for at arbejde i Belgien. På dette punkt er Belgien meget liberale i forhold til mange andre EU-lande. Når du har fundet et arbejde, skal du ansøge om en opholdstilladelse, som i næsten alle tilfælde får automatisk. EU-borgere der har boet i Belgien uafbrudt i tre år, kan ansøge om permanent opholdstilladelse.
  • Ikke-EU-borgere: Hvis du omvendt ikke er EU-borger, skal du have en arbejdstilladelse for at arbejde i Belgien. I dette tilfælde er det din arbejdsgiver, der skal ansøge om arbejdstilladelsen. For at få en opholdstilladelse eller et længerevarende visum skal du normalt have en arbejdstilladelse eller bevis på, at din arbejdsgiver har ansøgt herom. Hertil kommer, at din arbejdsgiver skal kunne bevise, at ingen belgiere eller EU-borgere kan udføre det arbejde, du ansættes til. Der er dog visse undtagelser fra disse regler for kunstnere, au pairs, trainees og specialiserede teknikere. Der findes mere information om reglerne omkring arbejdstilladelser for ikke-EU-borgere på werk.be.
  • Arbejdsgivere og selvstændige: Hvis du er arbejdsgiver eller selvstændigt erhvervsdrivende og ønsker at arbejde i Belgien eller ansætte medarbejdere i Belgien, skal du oprette en konto på limosa.be og følge instruktionerne.

Læs evt. mere om arbejds- og opholdstilladelser i Belgien på belgium.be.

 

Om at arbejde i Belgien

Arbejdstider

Den gennemsnitlige arbejdsuge er 37 – 38 timer og den gennemsnitlige arbejdsdag er 8 timer (ligesom i Norden). Standarden er dog 40 timer pr. uge og der er mulighed for at arbejde mere end 40 timer, hvis arbejdsgiver og arbejdstager er enige herom. Disse arbejdstider gælder naturligvis ikke ledere, direktører, selvstændige osv., som næsten altid arbejder mere. Flextid vinder desuden mere og mere indpas i Belgien.

 

Ferie

Ifølge aftale med arbejdsgiveren men de fleste ansatte har 24 feriedage plus de 10 helligdage. Selvom feriedagene er betalte, får man normalt kun 85% af sin løn, når man afholder ferie.

 

Løn

Mange arbejdsgivere betaler 13 lønninger årligt til deres medarbejdere. Det er normen, at denne 13. lønning (prime de fin d’année/jaarpremie) udbetales i december.

Det er desuden meget normalt – især i lidt højere stillinger – at personalegoder indgår som en del af lønpakken. Personalegoderne kan være alt fra firmabil og fitnessmedlemskaber til rentefri boligfinansiering eller gratis privatskole til børnene. Goderne kan med andre ord være en vigtig del af lønpakken. Meget ofte skal disse goder dog også opgives til skattevæsnet, hvilket man skal være opmærksom på som udlænding.

Nogle arbejdsgivere tilbyder også deres medarbejdere en andel af virksomhedens overskud eller en særlig bonus hvis virksomheden klarer sig godt (participation aux benefices/aandeel in de winst or prime de productivité/produktiviteitspremie).

Husk at alle aspekter af din lønpakke altid skal være indskrevet i din ansættelseskontrakt – ellers er der intet, der forpligtiger arbejdsgiveren til at betale dig ekstra.

 

Skat

Belgien har et af Europas højeste skattetryk og indkomstskatten stiger, jo mere man tjener. Man betaler minimum 25% og maksimum 50% i indkomstskat. Hvis man sammenligner de Belgien med de nordiske lande, er skattetrykket højere i både Danmark og Sverige. Husk i øvrigt altid at kontakte skattemyndigheden i dit hjemland inden du rejser til udlandet for at undgå dobbeltbeskatning.

 


Læs evt. også om hvordan du finder et job i Belgien, hvordan du flytter til Belgien samt om visum og pas i Belgien.