Job i Alanya

Eftersom Alanya i høj grad er en feriedestination, er der uden tvivl mest arbejde at finde i turistsektoren.

Sprogmæssigt står man naturligvis stærkest, hvis man både kan tyrkisk, arabisk, engelsk og et par andre vest- eller nordeuropæiske sprog, men det er også muligt at finde arbejde, selvom man f.eks. kun taler dansk og engelsk.

Læs evt. også vores artikel om at finde job i Tyrkiet.

 

De bedste jobmuligheder

Med udgangspunkt i ovennævnte sprogfærdigheder har man de bedste jobmuligheder  i følgende brancher/virksomheder:

  • Turistindustrien (rejsebureauer/rejsesalg, turguides, krydstogtservices, arbejde på resorter osv.)
  • Hoteller og overnatning (dette inkluderer også ungdomsherberg, møblerede lejligheder m.fl.)
  • Restaurationsbranchen (jobs i restauranter, barer, caféer samt andre beværtninger og spisesteder)
  • Ejendomshandel og -udlejning (fordi der findes mange udlændinge i Alanya, som både bor permanent og midlertidigt i Alanya, er der også et godt marked for at sælge og udleje ejendomme – og mange af de udenlandske købere og udlejere foretrækker at handle med en landsmand eller en engelsktalende person)
  • Børnepasning (der findes en del expats og turister i Alanya, som foretrækker engelsktalende barnepiger o.lign.)
  • Småbutikker (souvenirforretninger, tøjbutikker o.lign. der ligger i turistområderne hyrer nogle gange medarbejdere fra nordiske og vesteuropæiske lande, fordi det kan hjælpe dem til at øge deres salg og niveau for kundebetjening)

 

Mindre gode jobmuligheder

I andre – mindre turistprægede – dele af Tyrkiet er jobmulighederne anderledes for udlændinge, men de jobs man kan få i det øvrige Tyrkiet, findes der naturligvis også en mindre efterspørgsel på i Alanya. Disse jobs inkluderer:

  • Sprogundervisning (hvis du f.eks. har et meget højt niveau på engelsk, fransk eller tysk, kan dette være en mulighed)
  • Større virksomheder og organisationer (i andre dele af Tyrkiet har man – med de rette kompetencer – mulighed for at finde job i større virksomheder og organisationer, der søger nordiske medarbejdere; i Alanya findes der dog ikke mange af denne type jobs og mulighederne er derfor begrænsede)
  • Praktikpladser og frivilligt arbejde (der findes enkelte virksomheder, som tilbyder kost og logi – og måske en meget lille løn – for frivilligt arbejde eller til praktikanter; den største hage ved disse jobs er, at de som regel ikke tæller særligt meget på CV’et og at de i hele taget forsøger at udnytte billig arbejdskraft under dække af “frivilligt arbejde” og “praktikpladser”)

 

Hvordan finder jeg et job i Alanya?

Der er tre oplagte måder at finde jobs i Alanya på:

  • Dør-til-dør metoden: Når du er ankommet til Alanya, handler det om at besøge så mange potentielle arbejdsgivere som muligt. Jo flere steder du besøger, jo større er sandsynligheden for, at du finder et job. I jobs på barer, restauranter o.lign. er det normalt ikke nødvendigt at have et CV med, men tag det med for en sikkerheds skyld. Hoteller, ejendomsmæglere, au pair-forældre osv. vil normalt altid se dit CV.
  • Internettet: Brug de forskellige tyrkiske jobportaler såsom Yenibiris og Kariyer til at lede efter jobs i Alanya. Hvis du søger et job som au pair el.lign., findes der også adskillige fora og hjemmesider for expats, hvor der løbende opslås ledige stillinger (søg i Google på “au pair Alanya” el.lign.). Den absolut største fordel ved internettet er, at du kan starte din jobsøgning, før du tager afste; hvis du er heldig, kan du have et job, inden du ankommer til Alanya!
  • Netværk: Denne metode virker naturligvis ikke fra dag 1, da man normalt ikke har et netværk, før man er ankommet – men metoden bør ikke undervurderes! Jo flere mennesker du taler med og lærer at kende, jo større er dine chancher for at et job. Dette er også vigtigt, hvis du vil skifte job – så der er ingen grund til ikke at netværke!

 


Læs evt. også disse artikler: