Job på malta

Selvom Malta længe har været et attraktivt ferieparadis, er det især jobmulighederne i de store online spilvirksomheder (inden for casino, betting osv.), der i de senere år har tiltrukket folk fra andre dele af Europa som f.eks. Norden.

Regeringen på Malta har en forholdsvis restriktiv politik overfor udlændinge, fordi der allerede er mange udlændinge i landet. Dette ændrer dog ikke på, at man kan finde et job som udlænding, hvis man vil.

Som nævnt er det især inden for online spil, men også brancher såsom oversættelse, tekstforfatning, kundeservice o.lign. er i fremgang og her anvender man også nordisk arbejdskraft.

Fordi leveomkostningerne på Malta er forholdsvis lave, er lønniveauet også lavere end i de nordiske lande. På trods heraf vælger mange at arbejde på Malta, fordi klimaet er bedre, men også fordi livet er anderledes fra de klassiske turistdestinationer som f.eks. Sydspanien og Sydfrankrig.

Alt i alt kan man sige, at folk generelt kommer til Malta for at nyde livet, arbejdet og vennerne – og ikke for at tjene mange penge eller give deres karriere et løft.

 

Jobsøgning

Når man søger faglært arbejde (eller jobs der kræver bestemte kvalifikationer), bør man fortrinsvist benytte sig af internettets mange jobportaler samt de forskellige rekrutteringsvirksomheder (se mere herom under ’Nyttige links’ sidst på denne side). Som de fleste andre steder i verden er et netværk selvfølgelig også en mulighed, men kun de færreste udefrakommende har dette, når de ankommer til Malta.

Ufaglært arbejde (se afsnittet ’Sommerjobs på Malta’) kan både søges via internettet og direkte på stedet –men sidstnævnte tilgang er som regel den bedste.

 

Krav til jobansøgning og CV

Alle jobsansøgninger bør bestå af en ansøgning og et CV samt relevante bilag (f.eks. certifikater, referencer o.lign.). Ansøgningen bør maksimalt fylde én A4 side.

På Malta skal CV’et altid være på maltesisk eller engelsk, medmindre andet er angivet. Som de fleste andre steder bør CV’et være velstruktureret, kortfattet og tilpasset den jobtype, du ansøger. CV’et bør maksimalt fylde to A4 sider. Det anbefales desuden, at CV’et følger de europæiske CV-standarder.

CV’et bør indholde følgende elementer:

  • Personlige detaljer
  • Uddannelse
  • Sprogfærdigheder
  • Computerfærdigheder
  • Specielle kompetencer
  • Professionel erfaring
  • Hobbyer

Nogle arbejdsgivere har desuden deres egne ansøgningsskemaer, som ansøgerne altid bør udfylde. I nogle tilfælde kan arbejdsgiveren bede ansøgeren om at gennemgå en helbredsundersøgelse for at finde ud af, om ansøgeren lever op til eventuelle helbredsmæssige krav i jobbet. I disse tilfælde skal undersøgelsen foretages hos en autoriseret læge, som udsteder en lægeerklæring, der angiver, om ansøgeren er fysisk egnet til jobbet eller ej.

 

Jobsamtale

I modsætning til en del af de andre lande i Middelhavsområdet sætter malteserne virkelig pris på punktlighed og rettidighed; så sørg for at komme i god tid til jobsamtalen.

Påklædningen er generelt formel – dvs. jakkesæt for mænd og kjoler for kvinder. Den rette påklædning viser, at du værdsætter og respekterer virksomheden og arbejdsgiverne. Dette gør sig især gældende i den finansielle sektor.

Under jobsamtalen bør du især fremhæve din uddannelsesmæssige baggrund og dine professionelle erfaringer. Sørg også for hele tiden at relatere disse kvalifikationer til det arbejde, som jobsamtalen omhandler (f.eks. hvilke værdier du kan tilføre virksomheden i kraft af din uddannelse og erfaring).

 

Hvilke jobs kan man få på Malta?

På Malta er det som nævnt den online spilindustri, der er i vækst og derfor er det også her, der især er mange jobs for udlændinge. Hvis man har kvalifikationer inden for IT eller online spil, kan man derfor forholdsvist nemt finde et job.

Herudover er der især efterspørgsel på nordiske medarbejdere inden for tekstarbejde såsom oversættelse, korrekturlæsning, tekstforfatning osv. Der findes også en del kundeservicecentre, der af og til søger nordiske kandidater, ligesom der også findes enkelte callcentre, der beskæftiger sig med telemarketing i de nordiske lande.

Herudover er der naturligvis turistindustrien, hvor der konstant ansættes medarbejdere med alle mulige sproglige kvalifikationer. Midlertidige- og sæsonjobs er der også en del af; læs mere herom under afsnittet ’Sommerjobs på Malta’ nedenfor.

 

Sommerjobs på Malta

Fordi Malta er en populær turistdestination, er der også mange tilrejsende – især unge – der ønsker at arbejde, mens de er på ferie.

Selvom man kan være heldig og finde jobbet via internettet, allerede før man tager afsted, vil det meget ofte være nemmere, efter man er ankommet. Derfor er det dog alligevel en god ide at bruge lidt tid på at finde ud af, hvor man kan finde et job og hvilken type arbejde man kan få, inden man rejser.

Herunder har vi samlet en oversigt over de 3 bedste muligheder for at finde et sommerferiejob på Malta:

 

Barer og restauranter

Det nemmeste og mest oplagte er at søge job i Maltas mange barer, cafeer og restauranter. Når man befinder sig i de større byer som Sliema, St Julian’s, St Paul’s and Bugibba, er der fyldt med beværtninger i de centrale bydele. Man kan både henvende sig direkte på stedet eller bruge nogle af de mange jobportaler (se links i bunden af denne side).

 

Turisme

Selvom dette område er stort og kan dække over mange forskellige jobs, vil de fleste sommerjobs være salgsjobs, hvor man skal opsøge turister i byernes gader og stræder med henblik på at sælge ture, krydstogter eller rejser – man arbejder med andre ord som en slags ”rejsesælger” på gadeplan. Et godt eksempel på en virksomhed i dette felt kan være Captain Morgan Cruises, som er en af de førende udbydere af krydstogter o.lign. på Malta.

 

Casinoer

På trods af Maltas beskedne geografiske og befolkningsmæssige størrelse findes der i dag adskillige casinoer på øerne. Dette skyldes først og fremmest det store antal turister, men også Maltas specielle åbne politik overfor casinoer (online såvel som offline), betting og andre former for hasardspil.

Derfor er det også muligt, at finde job som croupier og indimellem søger de maltesiske casioner endda nordisktalende croupier. Dette hænger naturligvis sammen med det store antal nordiske kunder på casionerne. Disse kunder er en kombination af turister og fastboende skandinavere.

 

Mindre gode muligheder

Dykkerinstruktør

Fordi Malta er omgivet af hav, er der mange turister, der dykker under deres ophold på øerne. Derfor er det også muligt at finde arbejde som dykkerinstruktør. Bagsiden ved medaljen i dette job er dog, at man skal investere en del penge i dykkerudstyr og dykkerkurser samt at arbejdet er særdeles sæsonbetinget. Eftersom lønnen er forholdsvis lav, er det derfor ikke engang sikkert, at man rent faktisk har tjent penge, når den første sæson er omme.

 

Timeshare-sælger

På Malta trives det gamle Timeshare-koncept fortsat i bedste velgående. Ideen bag Timeshare er, at udlændinge (dvs. turister) køber en andel af en lejlighed og derved får brugsretten til den i en begrænset periode af året. Det smarte ved dette er, at lejlighedsprisen bliver mere overkommelig og man som turist får en fast feriebolig stillet til rådighed i visse perioder.

Ulempen er, at branchen generelt er rådden og fyldt med bolighajer, der sælger timeshares til alt for høje priser. Timeshare er med andre ord en elendig investering, som langt de fleste kommer til at fortryde. Men hvis man er ligeglad med etik og moral – og udelukkende tænker på at få et job og tjene lidt penge – så er arbejdet som Timeshare-sælger en mulighed.

Herudover bør det nævnes, at der er MANGE Timeshare-sælgere på Malta.

 

Nyttige links

 

Maltesiske jobportaler

 

Internationale jobportaler

 

Jobsektioner i aviser

Herunder ses links til jobsektioner i engelsksprogede maltesiske aviser:

 

Offentlige jobservices

 

Maltesiske rekrutteringsvirksomheder

Specialiseret rekruttering

 

Generel rekruttering

 


Læs evt. også vores artikler om at flytte til Malta og hvordan det fungerer med visum på Malta.