Selvom reglerne omkring visumfrit ophold og indrejse i Tyrkiet minder meget om reglerne for Schengen-lande, er de på nogle områder meget mere restriktive end i Schengen. Derfor bør man sætte sig grundigt ind i reglerne omkring visum og pas, inden man rejser til Tyrkiet – uanset om man er dansk statsborger med dansk pas eller ej.
Herunder ses reglerne for visum og pas til Tyrkiet for danske statsborgere:
Visum
Du behøver intet visum de første 90 dage af dit ophold. Opholdet behøver ikke at være sammenhængende (man kan f.eks. have 2 ophold af 45 dages varighed), men det skal finde sted inden for en periode på 180 dage.
OBS: Hvis du opholder dig ulovligt i Tyrkiet – f.eks. i mere end 90 dage inden for en periode på 180 dage – straffes man med bøde og evt. også fængsel. Herudover risikerer man udvisning samt indrejseforbud.
Pas
- Gyldighed: Dit pas skal være gyldigt i 60 dage efter den visumfri periode oprinder. I praksis betyder dette, at dit pas skal være gyldigt i 150 dage fra den dag, du rejser ind i Tyrkiet.
- Anerkendte pastyper: Følgende pastyper anerkendes ved ind- og udrejse af Tyrkiet: almindelige danske pas, danske forlængede pas, danske provisoriske pas og EU-nødpas. Ved indrejse med EU-nødpas, skal du dog have et visum fra en tyrkisk ambassade (passet skal ‘viseres’), før du rejser ind i Tyrkiet.
- Tomme sider: Du skal have tomme sider i passet (til stempling ved ind- og udrejse). Hvis ikke du har flere tilbage, bliver du afvist ved grænsen.
OBS: Hvis ikke dit pas er gyldigt i 150 dage ved indrejse i Tyrkiet, bliver du afvist ved grænsen og hjemsendt.
Hvis ikke du er dansk statsborger (har et dansk pas), skal du henvende dig til den tyrkiske ambassade i Danmark for information om visum- og pasreglerne:
Tyrkiets ambassade i Danmark
Rosbæksvej 15
2100 København Ø
Konsulat:+45 39 20 55 00
Ambassade:+45 39 20 27 88
https://www.mfa.gov.tr/ajax.tr.mfa
Du skal også henvende dig på en tyrkisk ambassade, hvis du har et dansk fremmedpas (gråt pas til udlændinge) eller et konventionspas (blåt pas til konventionsflygtninge).
OBS: Husk at det er dit eget ansvar at sikre, at du er bekendt med reglerne for ind- og udrejse samt ophold (herunder visum og pas), når du rejser ind i et andet land. Derfor bør du altid rådføre dig med landets myndigheder eller et af landets ambassader, hvis du er i tvivl.
Visumkrav for forretningsrejser til Tyrkiet
Ved forretningsrejse til Tyrkiet kan statsborgere i Danmark, Sverige og Norge være underlagt forskellige visumkrav. Kravene herunder er blot eksempler og er ikke nødvendigvis gældende i alle tilfælde.
- Have et pas, der er gyldigt i mindst seks måneder efter indrejsen, og have mindst én tom side i passet.
- Være i stand til at vise tilstrækkelige økonomiske midler
- Have flybilletter til videre- eller returrejse.
- Have dokumenter, der tydeligt angiver formålet med rejsen.
- Have alle nødvendige dokumenter til den næste destination.
- Rejsende bør tjekke med deres flyselskab, om visumfri boarding er tilladt, da sådanne regler kan ændres.
Længere ophold
Hvis du vil opholde dig længere end 90 dage i Tyrkiet, skal du ansøge om en opholdstilladelse. Læs evt. mere om denne procedure i vores artikel om at flytte til Tyrkiet.
Læs evt. også vores artikler om at finde job i Tyrkiet og om at arbejde i Tyrkiet.